Hvorfor får børn og unge stress, angst og depression?

Hvorfor får så mange børn og unge stress?

• Har vi ikke programmeret dem rigtigt?

• Er vi kørt af sporet eller har vi mistet vores værdier?

Børn er følsomme væsner med et stort udviklingspotentiale, som vi skal værne om og tage vare på. Børn er ikke en slags maskiner, som bare skal indstilles rigtig, så de kan give et godt afkast.

De børn som måske mistrives i hjemmet, har brug for et velfungerende miljø uden for hjemmet i daginstitutioner og i skolen. Men efterhånden kræver det stærke og velfungerende hjem med stort overskud, for at sikre børnenes velfærd op igennem skolesystemet. Vores børn bliver syge og får diagnoser som aldrig før. De bliver simpelthen syge af de forhold, som vi tilbyder dem under deres opvækst. Daginstitutioner og skoler er hårdt pressede af dårlig normering, omfattende dokumentationskrav og manglende tid og mulighed for ro, nærvær og opbygning nære relationer.

Har vi solgt vores børns velfærd?

Vi har i mange år bid for bid helt givet afkald på de værdier og det grundlag, som skaber sunde børn. Det har vi bl.a. gjort i bytte for skattelettelser, men har det været det hele værd? Børn kan ikke tåle at blive udnyttet og presset til hurtigt og effektivt at levere “perfekte” resultater år efter år. Allerede i 6 klasse skal de planlægge deres fremtid og tage livsvalg, som de overhovedet ingen forudsætninger har for. Det er en helt urimelig forventning at have til børn, og det gør mig rasende.

Næsten intet kan længere foregå på børnenes præmisser i skolen og lærerne skal nærmest snyde meningsfulde oplevelser ind i timerne, for at give børnene små rum med frihed. Børn bliver i dag udelukkende belønnet for “rigtige resultater”, selv om det er videnskabelig kendt, at børn udvikler sig hurtigere, bedre og sundere, når de belønnes for deres indsats, engagement og udholdenhed. Karakterer som udelukkende gives for de rigtige svar og resultater er tom og hovedløs uddannelses- og udviklingspolitik.

Syg af mangel på barndom, frihed og uskyld

Der har aldrig været så mange børn med angst og mistrivsel i skolen og tilsvarende alt for mange lærere der brænder ud, fordi vilkår, struktur og tid ikke længere understøtter den engagerede formidling. På ungdomsuddannelserne og universitetet er det nu også helt normalt at lide af stress, angst og depression. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt.

Hvorfor er denne generation af politikere så bange for at give plads til at børn kan udvikle sig naturligt, så de kan blive til sunde og selvstændigt tænkende voksne? Hvorfor lader man hånt om børnenes mentale og følelsesmæssige sundhed, til fordel for tests, prøver og dokumentation? Hvorfor inddrages børnenes fritid og lyst til at vælge fritidsinteresser? Hvad lærer børn, når de afskæres fra selv at finde på, hvad fritiden kan bruges til? Hvem har glæde af på den måde at dræbe al initiativ, nysgerrighed og leg i læringen? Naturlig nysgerrighed, oplevelses processer, frihed og livslyst kvæles langsomt fra 1. klasse til fordel for ensrettetheden og angsten for ikke at “slå til” tæt forfulgt af frygten for ikke at kunne “blive til noget”, hvis man ikke er bedst til det hele.

Politikerne har haft så travlt med at “motivere” og presse børn og unge ud i lange uddannelser, for at sikre dem højtlønnede jobs, så de kan betale den skat, som skal sikre vores (den forkælede generations) alderdom. Vores generations angst for fremtiden, som er en konsekvens af vores egne fejlslagne og egoistiske valg, hviler nu tungt på skuldrene af vores børn.

Ingen plads til at fejle

Vi har gjort de unges liv til en frygtelig farlig færd. Børn lærer mest af, at få lov til at prøve sig frem og fejle indtil de lykkes, men i dag lærer vi bare de unge, at det er fatalt fejle. Vi bilder dem ind, at der ikke er tid til et “fjumre år”, hvor man kan prøve livet af uden for skolen. Der er ikke længere gode muligheder for at vælge en anden uddannelse, hvis man vælger forkert første gang. Der er ingen job til dem, som ikke får de højeste karakterer. Man kan ikke komme ind på sit ynglings studie, med almindelige gennemsnitskarakterer. Hvis de unge ikke vil lytte og trodser systemet, så bliver de straffet, og står ringere i konkurrencen om studiepladserne og jobtilbuddene. Hvem har lyst til at løbe den risiko eller hvem har råd tid det?

Det er en meget smal “dydens vej” vi tilbyder de unge mennesker, og det er helt deres egen skyld, hvis de ikke lykkes, med det vi har planlagt for dem. Og så forstår vi ikke, at de unge bliver syge?! Jeg tænker, at det er rent held, at nogen at de unge kommer igennem deres uddannelser uden at knække.

Læs mere om: Eksamensangst behandling i Odense

Kun for de udvalgte

Efter den lange uddannelse med høje karakterer, så skal de igen testet for at få et job. Kun de helt “rigtige” og “de bedste” kommer gennem nåleøjet. Det er ikke nødvendigvis de bedst egnede som “består”, men skidt med det, for det bliver gjort efter reglerne. Der er tydeligvis ikke tid eller engagement nok i ansættelsesprocessen, til at gøre det anderledes.

De menneskelige potentialer vægtes ikke særlig højt, og det er efter min mening helt urimeligt at vælge ud fra een enkelt intelligens, bare fordi den kan testes. Den holdning udtørrer medmenneskeligheden i hele samfundet og gør os kolde og kyniske. Vi er holdt op med at tage chancer og dermed tager vi reelt heller ikke ansvar for, det vi tror på og fornemmer.

Mammon eller mening

På arbejdsmarkedet er der heller ikke penge eller belønningen for den personlig udvikling. Det er ellers denne udvikling, som former dig som menneske, giver dig selvindsigt og gør dig i stand til at finde mening og balance i det samlede liv. Det danske arbejdsmarked belønner kun effektivitet i døgndrift, kontrolleret adfærd og fortsat karakterræs. Hvor er der plads til at fejle og tid til at skabe og udvikle personlige kompetencer og færdigheder? Hvor er fundamentet for det meningsfulde arbejdsliv, som befordrer at den enkelt kan sikre sin egen sundhed og arbejdsglæde?

I det offentlig er der nu alt for mange arbejdspladser, hvor der kun er plads til “brandsluknings opgaver”. Det er særligt udbredt de steder i systemet, hvor vi som borgere virkelig har brug for at blive mødt af helstøbte og velafbalancerede mennesker med overskud, faglig viden og medmenneskelig forståelse.

Uansvarligt lederskab

Denne generelt meget uhensigtsmæssig måde at “motivere” og presse ledere, medarbejdere, studerende, børn og alle andre individet på, skaber en syg ubalance i mennesker. Det er et urimeligt forsøg på at effektivere mennesker, som man effektivere og optimerer maskiner på. Det er uforsvarligt lederskab. Men jeg er bange for, at vi langsomt men sikkert har vænnet os til at acceptere det stadigt stigende mentale og følelsesmæssig pres vi udsætter os selv for, og som lige så sikkert gør os ulykkelige, syge og stressede. Vi forsøger at iklæde os et følelsesmæssigt panser for at overleve, og bliver langsomt mindre følelsesmæssigt tilgængelige. Det er sådanne forbilleder vores børn ser op til og forsøger at indordne sig efter. Det er bare meget sværere for dem, at opføre sig lige så unaturligt som os.

Det minder mig om …

Historien om frøen i gryden

Der sidder en lille frø i en gryde med koldt vand… Den kan sagtens hoppe op, hvis den vil, men den bliver hvor den er. Så bliver der tændt for blusset under gryden, og vandet bliver langsomt varmere og varmere.
Frøen bliver siddende i gryden selv om vandet langsom bliver varmere. Den tilpasser langsomt til den stigende temperatur. Desværre for frøen…
For med tiden bliver vandet så varmt, at det begynder at kogen, så det ender med, at frøen bliver kogt – og dør. Frøen bliver siddende i vandet, selv om den bare kunne være hoppet op, fordi det er meget svært at mærke hvornår, det er blevet for varmt. Det er jo bare en lille smule mere varmt, end det var lige før.

Mennesker er også eksperter i at tilpasse sig, men det er ikke altid hensigtsmæssigt.

Hvad eller hvem er fremtidens håb?

Hvem har sagt, at det er vigtigt at blive til noget? Det handler da først og fremmest om at opdage sig selv og blive til nogen – at blive til et helstøbt menneske, som kan udvikle og bidrage positivt i samfundet. Vores børn og unge mennesker er ikke produktionsenheder. De er fremtidens håb, hvis vi ikke når at ødelægger dem, inden de bliver voksne.